Den palæstinensiske-israelske konflikt
Den palæstinensiske-israelske konflikt er ikkeinterstate konflikt. Dette er forskellen fra Israels forhold med de arabiske lande. En entropi og territorial komponent er afgørende for denne konflikt. Konkurrentens ledere demonstrerer deres hensigt om ikke at afvige fra deres principper under pres. Under sådanne forhold er forhandlinger en yderst ineffektiv måde at løse problemer på. Som regel pålægges de tredjeparter parterne.
Grundlæggende om modsætninger forbundet medArabisk-israelske forbindelser, lagde den palæstinensiske-israelske konflikt. Det er stadig et af de strukturelle elementer i disse komplekse relationer. Gensidige påstande fra de to folkeslag til palæstinens område, deres historie og kulturarv, sprog - alt dette blev grundlaget for den palestinske-israelske konflikt voksende. To mennesker kæmper i et forsøg på at bevise, at en af dem har flere rettigheder til at lande end en anden. Når fredelige argumenter slutter, kommer militær magt i spil.
Konstruktionens struktur er asymmetrisk. Dens sider er på forskellige niveauer af militær magt, indflydelse og mobilisering kapaciteter. Denne asymmetri manifesterer sig i involveringen i uregelmæssige formations konflikt, som faktisk er en del af nationale bevægelser. Sådanne afdelinger føler sig ikke ansvarlige for de handlinger, der er begået, og uden militærudstyr anvender terroristiske metoder.
Den palæstinensiske-israelske konflikt har pågået i lang tidår. I dag virker det helt meningsløst, siden FN's generalforsamling i 1947 foreslog oprettelsen af to stater. Men denne enkle løsning blev aldrig realiseret. Årsagen ligger i begivenhederne for 60 år siden. Så blev forholdet mellem arabere og jøder forværret, Storbritannien begyndte politisk manøvrering, konfrontationer begyndte i den arabiske lejr. Dette forklarer, hvorfor denne beslutning ikke blev gennemført i 1948.
I begyndelsen er den israelsk-palæstinensiskekonflikten var en kamp ikke kun for landet, men også for historie, traditioner, myter, religiøse overbevisninger. I Palæstina syntes det som om jødernes og arabernes nationale identitet var koncentreret, det vil sige, at hver af dem vil ophøre med at eksistere, hvis den er berøvet dette land. I denne konflikt spilles en vigtig rolle ikke af grund og logik, men af følelser og symboler. Derfor er det som enhver etnopolitisk konflikt så vanskeligt at føre til en rimelig løsning.
Radikale islamistiske organisationer Hamas ogIslamisk jihad vil aldrig acceptere ideen om oprettelsen af to stater. For dem har Israel ingen ret til at eksistere. Samtidig er højreorienterede israelske radikaler fundamentalt uenige med denne ide, da det for dem betyder, at det er nødvendigt at forlade Palæstina.
Eventuelle alternative løsninger fører også tilkonflikt med dødsstraf. Oprettelsen af en stat for to folk er ikke acceptabel for Israel, da i dette tilfælde vil en anden etno-religiøs gruppe dominere, dvs. denne nye stat vil ikke være af jødisk karakter.
I 2007 blev den israelsk-palæstinensiske konfliktkom ind i et nyt stadium. Forhandlingerne mellem parternes ledere blev genoptaget. Den amerikanske præsident gjorde optimistiske forudsigelser om indgåelsen af aftalen om et år. Men disse foranstaltninger gav ikke et særligt resultat. Parterne fortsatte med at bombe hinanden.
Der har været mange forsøg på at stoppegensidig beskyt- ning og terrorhandlinger, men alle af dem førte ikke til noget. Selv med den magtfulde Barack Obama, der var indstillet på at forbedre forholdet til den muslimske verden, førte det ikke til noget. Til dato er situationen i Israel fortsat spændt, og der er stadig ingen vej ud af denne situation.
</ p>>
